Velkommen til min blog, det her er min historie, og min kamp mod psykiatrien.
Jeg hedder Sacha. Jeg er 18 år. Jeg bor sammen med min mor, far og storesøster i en lille by i Vestjylland der hedder Tarm.
Jeg er vokset op som den mindste. Jeg er altid blevet meget forkælet, og har altid været fars lille pige. Min søster og jeg har virkelig haft en drømme barndom. Da jeg var lille, var jeg for det meste glad og smilende, men når jeg så blev sur, gik det helt galt. Jeg har altid haft et meget stort temperament.
I børnehaven og skolen har jeg altid haft mange venner, og jeg har altid kunne snakke med alle, men det er også en ulempe at snakke med alle, fordi så knytter man ikke som sådan et tæt veninde forhold til nogen. Så man har ikke rigtig nogen, at snakke med når det hele brænder på.
I 8 klasse skulle jeg flytte skole, fordi den skole jeg gik på kun gik til 7 klasse. Da vi skulle vælge hvor vi ville hen i 8 klasse, var der to muligheder. Den ene var en stor kommunal skole, og den anden var en mindre kommunal skole. Jeg valgte den store skole, fordi det var den der lagde tættest på, og det var den mine forældre syntes bedst om, så det var ikke rigtig mit valg, eller det var det jo i princippet, men jeg kunne godt mærke presset fra dem. Jeg snakkede med nogen af mine veninder om det, og de fleste af dem havde valgt den mindre skole, så de var sikker på at komme i klasse sammen. Jeg var ligeglad med at komme i klasse med nogen fremmede, fordi jeg snakkede jo godt med alle.
Da jeg så mødte om første dag efter sommerferien var der næsten ingen fra min gamle skole. Der var kun få af mine veninder. Da jeg så opsøgte dem, var det som om de ikke kunne kende mig. Jeg fik en mærkelig fornemmelse i maven, jeg havde aldrig haft det sådan her før. Det var mærkeligt, men det gjorde virkelig ondt (det her var første gang jeg virkelig følte mig alene). Mine nye lærer kom ud efter ud os (vi stod ude, vi havde fået af vide vi skulle møde ved hovedeindgangen). Vi kom ind i vores nye klasselokaler, og blev fordelt i vores nye klasser. Mit navn var et af de sidste der blev råbt op. Jeg skulle gå i 8.A, og det var jeg den eneste der skulle fra min gamle skole. Da jeg fandt ud af det, kom den mærkelig fornemmelse igen.
Den mærkelige følelse i maven blev værre og værre, jo længere tid der gik jo værre fik det. Jeg var begyndt at tænke over det, var jeg virkelig ikke noget værd at være sammen med. I den periode blev mit selvværd meget lavt, mit selvværd er stadig meget lavt, men på det tidspunkt skrabede jeg virkelig bunden. Jeg begyndte kun at gå i langærmede i skolen og jeg var aldrig med til idræt. De langærmede var fordi jeg ikke ville have de skulle se mine sår og ar på armene, så ville de bare spørge ind til det. Grunden til jeg ikke ville have idræt var fordi jeg på ingen måder havde det godt med mig selv, og så ville jeg ikke have de skulle se mine sår og ar på lårene. Grunden til at jeg cuttede var at jeg ikke viste hvordan jeg ellers skulle få den smerte ud der var inde i min krop, jeg ville ikke snakke med nogen om det, for jeg havde ikke nogen at snakke med om det. Jeg ville heller ikke gå til mine forældre, fordi det ville være pinligt, så skulle jeg bare til, at gå til psykolog eller sådan noget, og jeg syntes selv ikke at det var noget alvorligt på det tidspunkt.
Jeg har altid haft høje forventninger til mig selv, så da jeg skulle til at op til mine eksamener i 9 klasse, var jeg meget nervøs, fordi hvad nu hvis jeg ikke klarede det godt nok. Ville mine forældre så være skuffet, hvis nu karakteren ikke blev som den plejede? Men jeg klarede det fint, jeg kom ud af folkeskolen med et gennemsnit på omkring 7.
Nu var jeg klar til gymnasiet, eller det mente mine forældre i hvert fald, jeg havde allermest bare lyst til at vise dem mine arme og ben og sige jeg kan ikke mere, så det besluttede jeg mig for at gøre. Min søster var ikke hjemme, hun var hos hendes kæreste. Jeg spurgte mine forældre om de ikke lige ville komme ind i stuen og sætte sig i sofaen, og det gjorde de så. Jeg tror aldrig jeg har været så nervøs i hele mit liv, jeg havde mest af alt bare lyst til at stikke af, men jeg ville sige det. Men jeg sagde ikke noget, jeg tog mig langærmede og mine bukser af, så jeg bare stod i t-shirt og underbukser. De sagde ikke noget i de første 30 sekunder, de sad bare helt chokeret. De begyndte selvfølgelig, at spørge ind og jeg fortalte bare det hele. Det var sådan en stor lettelse. Vi sad og snakkede og blev enige om, at vi skulle søge egen læge, så jeg kunne få en henvisning til noget professionel hjælp.
Jeg var ved lægen få dage efter jeg havde snakkede med mine forældre. Lægen henviste mig til det nærliggende psykiatrisk sygehus, hvor jeg kom ind nogle måneder efter jeg havde været ved min egen læge. På sygehuset var jeg igennem en masse udredninger, hvor de så til sidste efter omkring et halvt år fandt ud af det var en depression og ADHD uden den hyper del jeg havde. Igennem den her tid hvor jeg var til samtale flere gang om ugen skar jeg stadig i mig selv, men lægerne var ligeglade. De ville ikke indlægge mig.
Nu sidder jeg her 2 år efter jeg bede om hjælp, og har stadig ikke fået det rigtige hjælp endnu. Jeg kan ikke gå i skole for der er for mange mennesker. Jeg skær stadig i mig selv, men slet ikke som jeg har gjordt.
Hver dag er en kamp som jeg vil kæmpe, men jeg ved ikke hvor længe jeg kan blive ved med at kæmpe.
- Sacha Ingeborg.
Den mærkelige følelse i maven blev værre og værre, jo længere tid der gik jo værre fik det. Jeg var begyndt at tænke over det, var jeg virkelig ikke noget værd at være sammen med. I den periode blev mit selvværd meget lavt, mit selvværd er stadig meget lavt, men på det tidspunkt skrabede jeg virkelig bunden. Jeg begyndte kun at gå i langærmede i skolen og jeg var aldrig med til idræt. De langærmede var fordi jeg ikke ville have de skulle se mine sår og ar på armene, så ville de bare spørge ind til det. Grunden til jeg ikke ville have idræt var fordi jeg på ingen måder havde det godt med mig selv, og så ville jeg ikke have de skulle se mine sår og ar på lårene. Grunden til at jeg cuttede var at jeg ikke viste hvordan jeg ellers skulle få den smerte ud der var inde i min krop, jeg ville ikke snakke med nogen om det, for jeg havde ikke nogen at snakke med om det. Jeg ville heller ikke gå til mine forældre, fordi det ville være pinligt, så skulle jeg bare til, at gå til psykolog eller sådan noget, og jeg syntes selv ikke at det var noget alvorligt på det tidspunkt.
Jeg har altid haft høje forventninger til mig selv, så da jeg skulle til at op til mine eksamener i 9 klasse, var jeg meget nervøs, fordi hvad nu hvis jeg ikke klarede det godt nok. Ville mine forældre så være skuffet, hvis nu karakteren ikke blev som den plejede? Men jeg klarede det fint, jeg kom ud af folkeskolen med et gennemsnit på omkring 7.
Nu var jeg klar til gymnasiet, eller det mente mine forældre i hvert fald, jeg havde allermest bare lyst til at vise dem mine arme og ben og sige jeg kan ikke mere, så det besluttede jeg mig for at gøre. Min søster var ikke hjemme, hun var hos hendes kæreste. Jeg spurgte mine forældre om de ikke lige ville komme ind i stuen og sætte sig i sofaen, og det gjorde de så. Jeg tror aldrig jeg har været så nervøs i hele mit liv, jeg havde mest af alt bare lyst til at stikke af, men jeg ville sige det. Men jeg sagde ikke noget, jeg tog mig langærmede og mine bukser af, så jeg bare stod i t-shirt og underbukser. De sagde ikke noget i de første 30 sekunder, de sad bare helt chokeret. De begyndte selvfølgelig, at spørge ind og jeg fortalte bare det hele. Det var sådan en stor lettelse. Vi sad og snakkede og blev enige om, at vi skulle søge egen læge, så jeg kunne få en henvisning til noget professionel hjælp.
Jeg var ved lægen få dage efter jeg havde snakkede med mine forældre. Lægen henviste mig til det nærliggende psykiatrisk sygehus, hvor jeg kom ind nogle måneder efter jeg havde været ved min egen læge. På sygehuset var jeg igennem en masse udredninger, hvor de så til sidste efter omkring et halvt år fandt ud af det var en depression og ADHD uden den hyper del jeg havde. Igennem den her tid hvor jeg var til samtale flere gang om ugen skar jeg stadig i mig selv, men lægerne var ligeglade. De ville ikke indlægge mig.
Nu sidder jeg her 2 år efter jeg bede om hjælp, og har stadig ikke fået det rigtige hjælp endnu. Jeg kan ikke gå i skole for der er for mange mennesker. Jeg skær stadig i mig selv, men slet ikke som jeg har gjordt.
Hver dag er en kamp som jeg vil kæmpe, men jeg ved ikke hvor længe jeg kan blive ved med at kæmpe.
- Sacha Ingeborg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar