Jeg sidder i min seng, blodet pibler ud af mit ny skåret åbne sår. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ville prøve at stoppe, men det er bare så svært ikke at føle sig hørt, og mine forældre forstår det jo ikke, de kan kun se hvordan jeg er ud af til. De kan ikke hvad der sker i mit hovede.
Jeg går ud på toilettet og tørre blodet væk. Jeg kigger mig selv i spejlet, mine øjne er helt røde og mine mascara sidder ikke længere på mine øjnevipper, men på mine kinder. Alt i min krop skriger på hjælp, men der er ingen der kan se det.
Jeg går tilbage på mit værelse, jeg sætter mig op i vindueskarmen og åbner vinduet. Jeg kigger rundt efter mine smøger, men kan ikke finde dem. Det er virkelig det eneste jeg har brug for lige nu, også kan jeg fanme ikke finde dem, det er fanme typisk Jeg kommer så i tanke om, at de ligger i min jakke nedenunder.
Nu har jeg fundet mine smøger, og sat mig til rette, og er klar til at fortælle hvad der skete i dag.
I dag var en dårlig dag allerede for morgenstunden, men jeg skulle ud af sengen fordi jeg havde et møde på ambulatoriet i dag kl 12.00 med min psykolog. Min psykolog er en gammel dame der hedder Lis. Til det her møde skulle vi snakke om hvordan jeg havde det, og jeg sagde som jeg plejer at sig, at jeg har det utrolig dårligt. Hun kom med sit sædvanlige spørgsmål "hvad tænker du ville kunne hjælpe på det?". Jeg plejer som regel at sige, at det ved jeg ikke, men i dag var allerede en dårlig dag, så jeg skreg: "Indlæg mig nu, kan du ikke se jeg har det forfærdeligt? Prøv at se mine arme, hvis du ikke kan se jeg har brug for hjælp, så har du virkelig brug for brille." Hun sad bare og kiggede på mig, jeg tror hun blev lidt bange for mig. Efter hun havde siddet og stirret i omkring 20 sekunder, sagde hun med en rolig stemme: "Du kan ikke bare sådan blive indlagt, men du kan tage over på psykiatrisk skadestue, og så kan de se på dig der over". Jeg sad bare og kiggede på hende. Hun er min tredje psykolog, og hun er ligesom de andre. De andre sendte mig også der over, men jeg prøvede igen. Så da jeg var færdig med at snakke med hende, og kom ud i bilen til min mor, sagde jeg bare "skadestuen" og så viste hun hvad jeg mente.
Det er langt fra første gang jeg har været på skadestuen, det har jeg nok været 30-40 gange eller sådan noget, så jeg kendte godt det hele. Jeg sad og ventede 30 minutter, og kom så ind til en læge, og skulle snakke med ham. Jeg fortalte ham det hele, og eneste han havde at sige var "skal vi ikke se af at få en sygeplejerske til at syg de sår sammen så du kan komme hjem?". Jeg var helt chokeret, mente han virkelig det der. Jeg sagde nej, også gik jeg.
- Sacha Ingeborg
Jeg går tilbage på mit værelse, jeg sætter mig op i vindueskarmen og åbner vinduet. Jeg kigger rundt efter mine smøger, men kan ikke finde dem. Det er virkelig det eneste jeg har brug for lige nu, også kan jeg fanme ikke finde dem, det er fanme typisk Jeg kommer så i tanke om, at de ligger i min jakke nedenunder.
Nu har jeg fundet mine smøger, og sat mig til rette, og er klar til at fortælle hvad der skete i dag.
I dag var en dårlig dag allerede for morgenstunden, men jeg skulle ud af sengen fordi jeg havde et møde på ambulatoriet i dag kl 12.00 med min psykolog. Min psykolog er en gammel dame der hedder Lis. Til det her møde skulle vi snakke om hvordan jeg havde det, og jeg sagde som jeg plejer at sig, at jeg har det utrolig dårligt. Hun kom med sit sædvanlige spørgsmål "hvad tænker du ville kunne hjælpe på det?". Jeg plejer som regel at sige, at det ved jeg ikke, men i dag var allerede en dårlig dag, så jeg skreg: "Indlæg mig nu, kan du ikke se jeg har det forfærdeligt? Prøv at se mine arme, hvis du ikke kan se jeg har brug for hjælp, så har du virkelig brug for brille." Hun sad bare og kiggede på mig, jeg tror hun blev lidt bange for mig. Efter hun havde siddet og stirret i omkring 20 sekunder, sagde hun med en rolig stemme: "Du kan ikke bare sådan blive indlagt, men du kan tage over på psykiatrisk skadestue, og så kan de se på dig der over". Jeg sad bare og kiggede på hende. Hun er min tredje psykolog, og hun er ligesom de andre. De andre sendte mig også der over, men jeg prøvede igen. Så da jeg var færdig med at snakke med hende, og kom ud i bilen til min mor, sagde jeg bare "skadestuen" og så viste hun hvad jeg mente.
Det er langt fra første gang jeg har været på skadestuen, det har jeg nok været 30-40 gange eller sådan noget, så jeg kendte godt det hele. Jeg sad og ventede 30 minutter, og kom så ind til en læge, og skulle snakke med ham. Jeg fortalte ham det hele, og eneste han havde at sige var "skal vi ikke se af at få en sygeplejerske til at syg de sår sammen så du kan komme hjem?". Jeg var helt chokeret, mente han virkelig det der. Jeg sagde nej, også gik jeg.
- Sacha Ingeborg
Ingen kommentarer:
Send en kommentar