Min sidste opdatering

4/01 - 17
Det her bliver mit sidste opslag på den her blog, da jeg har brug for, at ligge låg på min fortid og i stedet fokusere på min fremtid. Jeg er blevet udskrevet fra psyk efter 2 måneder der. Jeg kommer aldrig over mit ADHD, men jeg er begyndt at tage piller. Min depression er jeg heller ikke over endnu, men jeg har fået mange værktøjer til at kunne kontrollere den på. Hver uge har jeg også en samtale med en psykolog på ambulatoriet.

Jeg har ikke lyst til at gå i detaljer omkring min indlæggelse, da det er fortid, men jeg kan fortælle jer, at jeg har haft nogen gode stunder der inde, men det var langt fra en dans på røde roser. Da jeg var indlagt, blev jeg rigtig gode veninder med en rigtig sød pige. Hun blev udskrevet en uge før mig, og afskeden var rigtig hård, men vi har allerede aftalt, at vi snart skal ses igen. 

Det har været en hård kamp, men jeg er på den anden side af den indlæggelse som jeg virkelig havde brug for. Men jeg er virkelig skuffet over systemet, jeg forstår ikke man skal så langt ud før man kan få den hjælp man virkelig skriger på. Det værste er at det er kommunens skyld, det er dem der prioterer penge på den måde. 

Jeg håber at i alle får et godt liv. 

Farvel..  

- Sacha Ingeborg. 

Endelig blev jeg hørt!!

15/10 - 16
Det har er det sidste oplag fra mig i mange måneder. Jeg er nemlig blevet indlagt, den eneste grund til jeg kan skrive det her indlæg, er fordi jeg er hjemme på weekend. Jeg har allerede været indlagt i 2 uger. Jeg kan ikke mærke de store forandringer, men det går lige så stille frem ad.

Tiden op til min frivillige indlæggelse var jeg meget deprimeret og meget selvdestruktiv. Jeg så ikke nogen mening med livet, og havde aller mest bare lyst til at forsvinde.  

Den 1 oktober 2016 tog jeg den svære beslutning, at jeg ville ende mit liv, så jeg tog en overdosis af piller. Klokken var omkring midnat, og mine forældre var gået i seng, og det troede jeg også min storesøster var. Så jeg gik ud på badeværelset, og tog 15-20 forskellige piller og et glas vand. Da jeg næsten var ved min dør hører jeg min søsters dør åbne, men jeg skynder mig bare ind på mit værelse. 

Jeg tager hurtigt pillerne, og ligger mig bagefter i sengen. Jeg ligger bare og kigger op i loftet, jeg kan mærke det hele begynder at køre rundt. Pludselig hører jeg min dør gå, jeg kan ikke se hvem det er, da mit syn også er sløret. Jeg vil gerne sætte mig op, og se hvem det er der kommer ind, men det er som om min hjerne og krop ikke snakker sammen. Personen kommer hen til sengen og kigger på mig, jeg kan se det er min søster. Hun ruskede i mig, men jeg kunne ikke gøre noget. Efter dette kan jeg ikke huske noget før jeg vågner dagen efter. 

Jeg vågnede på psykiatrisk skadestue, min mor sad ved siden af mig, og kiggede trist ud af vinduet. Hun havde ikke set jeg var vågen, jeg sagde lige så stille "undskyld mor". Hun kiggede på mig, og begyndte at græde, hun sagde ikke noget, tårerene trillede bare ned af hendes kinderne. "Vi skal nok få noget ordenligt hjælp til dig nu okay skat?" lød det fra min mor. Jeg nikkede bare, og lukkede øjenene igen. 

Nogle timer senere kom der en læge ind, og sagde at der ville komme nogen at hente mig om lidt, så jeg kunne blive indlagt. Jeg kiggede hen på min mor som sad med tårer i øjenene, og nikkede. "Tusind tak" sagde jeg til lægen. 

En halv time efter kom der en og hentede mig. På den halve time havde jeg noget at få normalt tøj på osv. så jeg var klar til personen kom. Jeg krammede min mor farvel og fulgte med hende der hentede mig.

- Sacha Ingeborg 

Endnu en afvisning..

27/09 - 16
Jeg sidder i min seng, blodet pibler ud af mit ny skåret åbne sår. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ville prøve at stoppe, men det er bare så svært ikke at føle sig hørt, og mine forældre forstår det jo ikke, de kan kun se hvordan jeg er ud af til. De kan ikke hvad der sker i mit hovede.

Jeg går ud på toilettet og tørre blodet væk. Jeg kigger mig selv i spejlet, mine øjne er helt røde og mine mascara sidder ikke længere på mine øjnevipper, men på mine kinder. Alt i min krop skriger på hjælp, men der er ingen der kan se det.

Jeg går tilbage på mit værelse, jeg sætter mig op i vindueskarmen og åbner vinduet. Jeg kigger rundt efter mine smøger, men kan ikke finde dem. Det er virkelig det eneste jeg har brug for lige nu, også kan jeg fanme ikke finde dem, det er fanme typisk Jeg kommer så i tanke om, at de ligger i min jakke nedenunder.

Nu har jeg fundet mine smøger, og sat mig til rette, og er klar til at fortælle hvad der skete i dag.

I dag var en dårlig dag allerede for morgenstunden, men jeg skulle ud af sengen fordi jeg havde et møde på ambulatoriet i dag kl 12.00 med min psykolog. Min psykolog er en gammel dame der hedder Lis. Til det her møde skulle vi snakke om hvordan jeg havde det, og jeg sagde som jeg plejer at sig, at jeg har det utrolig dårligt. Hun kom med sit sædvanlige spørgsmål "hvad tænker du ville kunne hjælpe på det?". Jeg plejer som regel at sige, at det ved jeg ikke, men i dag var allerede en dårlig dag, så jeg skreg: "Indlæg mig nu, kan du ikke se jeg har det forfærdeligt? Prøv at se mine arme, hvis du ikke kan se jeg har brug for hjælp, så har du virkelig brug for brille." Hun sad bare og kiggede på mig, jeg tror hun blev lidt bange for mig. Efter hun havde siddet og stirret i omkring 20 sekunder, sagde hun med en rolig stemme: "Du kan ikke bare sådan blive indlagt, men du kan tage over på psykiatrisk skadestue, og så kan de se på dig der over". Jeg sad bare og kiggede på hende. Hun er min tredje psykolog, og hun er ligesom de andre. De andre sendte mig også der over, men jeg prøvede igen. Så da jeg var færdig med at snakke med hende, og kom ud i bilen til min mor, sagde jeg bare "skadestuen" og så viste hun hvad jeg mente.

Det er langt fra første gang jeg har været på skadestuen, det har jeg nok været 30-40 gange eller sådan noget, så jeg kendte godt det hele. Jeg sad og ventede 30 minutter, og kom så ind til en læge, og skulle snakke med ham. Jeg fortalte ham det hele, og eneste han havde at sige var "skal vi ikke se af at få en sygeplejerske til at syg de sår sammen så du kan komme hjem?".  Jeg var helt chokeret, mente han virkelig det der. Jeg sagde nej, også gik jeg.

- Sacha Ingeborg

Livet som usynlig syg

14/09-16
Velkommen til min blog, det her er min historie, og min kamp mod psykiatrien.

Jeg hedder Sacha. Jeg er 18 år.  Jeg bor sammen med min mor, far og storesøster i en lille by i Vestjylland der hedder Tarm. 

Jeg er vokset op som den mindste. Jeg er altid blevet meget forkælet, og har altid været fars lille pige. Min søster og jeg har virkelig haft en drømme barndom. Da jeg var lille, var jeg for det meste glad og smilende, men når jeg så blev sur, gik det helt galt. Jeg har altid haft et meget stort temperament. 

I børnehaven og skolen har jeg altid haft mange venner, og jeg har altid kunne snakke med alle, men det er også en ulempe at snakke med alle, fordi så knytter man ikke som sådan et tæt veninde forhold til nogen. Så man har ikke rigtig nogen, at snakke med når det hele brænder på. 

I 8 klasse skulle jeg flytte skole, fordi den skole jeg gik på kun gik til 7 klasse. Da vi skulle vælge hvor vi ville hen i 8 klasse, var der to muligheder. Den ene var en stor kommunal skole, og den anden var en mindre kommunal skole. Jeg valgte den store skole, fordi det var den der lagde tættest på, og det var den mine forældre syntes bedst om, så det var ikke rigtig mit valg, eller det var det jo i princippet, men jeg kunne godt mærke presset fra dem. Jeg snakkede med nogen af mine veninder om det, og de fleste af dem havde valgt den mindre skole, så de var sikker på at komme i klasse sammen. Jeg var ligeglad med at komme i klasse med nogen fremmede, fordi jeg snakkede jo godt med alle. 

Da jeg så mødte om første dag efter sommerferien var der næsten ingen fra min gamle skole. Der var kun få af mine veninder. Da jeg så opsøgte dem, var det som om de ikke kunne kende mig. Jeg fik en mærkelig fornemmelse i maven, jeg havde aldrig haft det sådan her før.  Det var mærkeligt, men det gjorde virkelig ondt (det her var første gang jeg virkelig følte mig alene). Mine nye lærer kom ud efter ud os (vi stod ude, vi havde fået af vide vi skulle møde ved hovedeindgangen). Vi kom ind i vores nye klasselokaler, og blev fordelt i vores nye klasser. Mit navn var et af de sidste der blev råbt op. Jeg skulle gå i 8.A, og det var jeg den eneste der skulle fra min gamle skole. Da jeg fandt ud af det, kom den mærkelig fornemmelse igen. 

Den mærkelige følelse i maven blev værre og værre, jo længere tid der gik jo værre fik det. Jeg var begyndt at tænke over det, var jeg virkelig ikke noget værd at være sammen med. I den periode blev mit selvværd meget lavt, mit selvværd er stadig meget lavt, men på det tidspunkt skrabede jeg virkelig bunden. Jeg begyndte kun at gå i langærmede i skolen og jeg var aldrig med til idræt. De langærmede var fordi jeg ikke ville have de skulle se mine sår og ar på armene, så ville de bare spørge ind til det. Grunden til jeg ikke ville have idræt var fordi jeg på ingen måder havde det godt med mig selv, og så ville jeg ikke have de skulle se mine sår og ar på lårene. Grunden til at jeg cuttede var at jeg ikke viste hvordan jeg ellers skulle få den smerte ud der var inde i min krop, jeg ville ikke snakke med nogen om det, for jeg havde ikke nogen at snakke med om det. Jeg ville heller ikke gå til mine forældre, fordi det ville være pinligt, så skulle jeg bare til, at gå til psykolog eller sådan noget, og jeg syntes selv ikke at det var noget alvorligt på det tidspunkt. 

Jeg har altid haft høje forventninger til mig selv, så da jeg skulle til at op til mine eksamener i 9 klasse, var jeg meget nervøs, fordi hvad nu hvis jeg ikke klarede det godt nok. Ville mine forældre så være skuffet, hvis nu karakteren ikke blev som den plejede? Men jeg klarede det fint, jeg kom ud af folkeskolen med et gennemsnit på omkring 7. 

Nu var jeg klar til gymnasiet, eller det mente mine forældre i hvert fald, jeg havde allermest bare lyst til at vise dem mine arme og ben og sige jeg kan ikke mere, så det besluttede jeg mig for at gøre. Min søster var ikke hjemme, hun var hos hendes kæreste. Jeg spurgte mine forældre om de ikke lige ville komme ind i stuen og sætte sig i sofaen, og det gjorde de så. Jeg tror aldrig jeg har været så nervøs i hele mit liv, jeg havde mest af alt bare lyst til at stikke af, men jeg ville sige det. Men jeg sagde ikke noget, jeg tog mig langærmede og mine bukser af, så jeg bare stod i t-shirt og underbukser. De sagde ikke noget i de første 30 sekunder, de sad bare helt chokeret. De begyndte selvfølgelig, at spørge ind og jeg fortalte bare det hele. Det var sådan en stor lettelse. Vi sad og snakkede og blev enige om, at vi skulle søge egen læge, så jeg kunne få en henvisning til noget professionel hjælp. 

Jeg var ved lægen få dage efter jeg havde snakkede med mine forældre. Lægen henviste mig til det nærliggende psykiatrisk sygehus, hvor jeg kom ind nogle måneder efter jeg havde været ved min egen læge. På sygehuset var jeg igennem en masse udredninger, hvor de så til sidste efter omkring et halvt år fandt ud af det var en depression og ADHD uden den hyper del jeg havde. Igennem den her tid hvor jeg var til samtale flere gang om ugen skar jeg stadig i mig selv, men lægerne var ligeglade. De ville ikke indlægge mig. 

Nu sidder jeg her 2 år efter jeg bede om hjælp, og har stadig ikke fået det rigtige hjælp endnu. Jeg kan ikke gå i skole for der er for mange mennesker. Jeg skær stadig i mig selv, men slet ikke som jeg har gjordt. 

Hver dag er en kamp som jeg vil kæmpe, men jeg ved ikke hvor længe jeg kan blive ved med at kæmpe. 

- Sacha Ingeborg.